Svenske Dustin åbner et 20.000 kvadratmeter stort lager uden for Stockholm. Lageret skal forsyne både svenske og danske kunder, og Dustin lukker derfor deres nuværende lager hos danske Computerstore.
Med det nye lager garanterer Dustin at kunne levere varene til alle kunder i Danmark og Sverige dagen efter de er blevet bestilt. På længere sigt er det planen, at logistikcentret skal levere til hele Nordeuropa, efterhånden som virksomheden vokser.
»Med vores nye logistikcenter kommer vi til at kunne tilbyde vores kunder hurtige leveringer, hvilket er den vigtigste del af vores virksomhedsidé. Vi er vokset ud af vores gamle logistikcenter, og nu får vi et nyt, det er helt skræddersyet til vores behov,« siger koncernchef Per Eriksson.
Dustin-ejede Computerstores administerende direktør Lars Bräuner er godt tilfreds med det nye lager i Sverige.
»Vi kan købe ind i anderledes stor stil, med de fordele det bringer med sig for kunderne,« siger han.
Det betyder et stort og velassorteret lager, med prisfordele og flere kampagnetilbud, forklarer Lars Bräuner.
Samtidig giver det fordel for de danske kunder, at Computerstore nu ejer alle de varer man kan købe på webshoppen, og dermed forsvinder usikkerheden omkring leveringen.