Man må gerne offentliggøre videooptagelser af ulovligheder, når bare man ikke kan se, hvem forbryderen er. Det slog byretten i Aalborg i dag fast i en sag mod Coolshops direktør Jacob Risgaard.
Efter at være ramt af en række indbrud sidste år lagde Jacob Risgaard en videooptagelse af en indbrudstyv ud på nettet, hvilket indbragte et påbud fra Datatilsynet om at fjerne videoen, fordi tilsynet mente, at det var en overtrædelse af lovens bestemmelser om såkaldt personhenførbare oplysninger.
Det nægtede Coolshop-direktøren at rette sig efter med henvisning til, at der i butikkens lokaler var ophængt skilte, som informerede om, at området var videoovervåget, og at man ved at bryde ind accepterede at deltage i Coolshop TV. Det argument forholdt byretsdommeren sig ikke til, men frikendte alene Coolshop, fordi indbrudstyven ikke kunne identificeres på videobillederne.
Jacob Risgaard siger, at han havde forventet en frikendelse, og at han er glad for afgørelsen.
»Vi vil fortsætte med at lægge videoer ud af indbrudstyve, men i fremtiden vil vi lægge papir og en tusch frem på lageret. Så kan indbrudstyve skrive deres cpr-nummer og vise det til kameraet, og så skal vi nok lade være med at offentliggøre optagelserne fra vores overvågningskameraer,« siger Jacob Risgaard til CRN.