»Det er den megen usikkerhed omkring sikkerhedsrisikoen ved de nye mobilsendemaster, der har fået mig til at beslutte at afsætte en del af vores budget til at lave en uvildig undersøgelse. Det er min opfattelse, at der hersker en særlig forpligtelse på universiteterne til at gå ind i sager som denne. Universiteterne repræsenterer en uafhængighed, der netop er nødvendig for at foretage undersøgelser af kontroversielle emner,« siger dekan Finn Kjærsdam, der er leder af det Teknisk-Naturvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.
Det bliver professor Jørgen Bach Andersen fra Aalborg Universitet, som skal stå for undersøgelsen. Han har de sidste mange år arbejdet med forskning i blandt GSM og UMTS-telefoni og med udnyttelsen af radiobølger i behandlingsmæssige og industrielle sammenhænge.
Videnskabsminister Helge Sander har i forvejen afsat 30 millioner kroner til forskning i mobilmasternes mulige sundhedsskadelige virkninger.