Et dundrende underskud i den japanske printer- og kopimaskineproducents Kyocera Mita danske salgsselskab er kun en skrivebordsmanøvre mellem selskabets egne økonomimedarbejdere, fortæller administrerende direktør Claus Hjelmgaard.
Kyocera Mita leaser et antal maskiner til teleselskabet TDC, og Kyocera Mitas danske administrerende direktør Claus Hjelmgaard forklarer, at printerproducenten sidste år valgte at finansiere leasingaftalen selv i stedet for at bruge et leasingselskab. Det har fået Kyocera til at nedskrive værdien af deres maskiner med 48 millioner kroner.
Finansieringen kommer i stedet fra moderselskabet i Japan, siger han. Den japanske bankrente er i øjeblikket næsten negativ, og det gør finansiering så billig for japanske selskaber, at det ikke kan betale sig at låne af europæiske finansieringsinstitutter.
»Når japanere har penge, graver de dem ned, og de har valgt at grave dem ned hos os,« siger Claus Hjelmgaard, der forklarer, at Kyocera er en af Japans største koncerner.
Tab på salg
Foruden tabet på leasingaftalen har Kyocera Mita også lidt under faldende fortjeneste på salget og dermed er bruttoresultatet også faldet, så resultatet før skat ender med et minus på 57 millioner kroner. Af årsregnskabet fremgår det endvidere, at egenkapitalen er fordampet fra et plus på ti millioner kroner til et minus på 58 millioner kroner, og det har fået moderselskabet i Japan til at give en støtteerklæring frem til udgangen af indeværende regnskabsår.
Men selv om den japanske garanti formelt kun gælder i seks måneder endnu, får det ikke den danske direktør til at ryste på stemmen.
»Jeg har ingen frygt, for vi har et solidt bagland, og har ingen planer om at forlade Danmark,« siger Claus Hjelmgaard.