Hos CBC-forhandleren TimeComputer A/S vakte det glæde, da de modtog en ordre på computere for 270.000 kroner. Men ordren viste sig at være et svindelforsøg. Pengene kom aldrig ind på kontoen og forhandleren undgik med lidt fornuft og en god portion held, at blive en kvart million kroner fattigere.
Salgschef Jan Bøgel blev sidst i september kontaktet af en mand, der kaldte sig David Bertilev. Han havde på trods af det engelsklingende navn ikke en imponerende britisk accent, men lød ifølge Jan Bøgel mere som en østerlænding.
David Bertilev påstod at komme fra den engelske forhandler Flint Distribution Ldt. Ved at fremvise falske bankgarantier forsøgte han at lokke TimeComputer til at sende ordren, inden pengene var gået ind på kontoen. Jan Bøgel fastholdt dog ikke at sende ordren.
Efterfølgende har det da også vist sig, at Flint Distribution afviser, at David Bertilev er eller har været ansat i firmaet. Det viser CRNs research.
Jan Bøgel er glad for, at han holdt fast i ikke at ville sende ordren før pengene var modtaget. Det kunne nemlig have haft store konsekvenser for den lille forhandler.
»For Topnordic er det jo en lille ordre, men vi er 11 mennesker ansat, så for os er det en meget stor ordre. Det er bare vores held, at vi ikke lod os lokke,« siger han.
Han vil nu advare andre forhandlere mod at sende ordre til ukendte kunder, før de har modtaget betalingen.
CBC har derfor udsendt en advarsel blandt medlemmerne, for at advare om svindleren, så andre ikke lader sig friste.