Gatetrade, der blandt andet driver den offentlige indkøbsportal, DOIP, bliver lagt sammen med Mach Groups produkt Progrator. Fremover kommer selskabet til at hedde PROGRATOR|gatetrade.
»Jeg er sikker på, at MACH Groups køb af Gatetrade bliver en succes, for det er en oplagt konsolidering af to forretningsområder med markante vækstmuligheder. I 2007 forventer vi en omsætning på 130 millioner kroner. Vi lægger ud med en kundeportefølje på flere end 4.000 kunder. Det er alt andet lige et godt udgangspunkt for yderligere ekspansion,« udtaler direktør Anders K. Jørgensen, PROGRATOR|gatetrade om købet
Ib Kunøe ser også salget af Gatetrade til Mach som et godt match.
»Salget af Gatetrade til MACH gør, at de store ambitioner, som Consolidated Holdings, såvel som de tidligere ejere, har haft med Gatetrade, kan opfyldes. Det nye selskab PROGRATOR|gatetrade har på alle områder kritisk masse. Teknisk som kommercielt kan selskabet magte den stigende efterspørgsel på e-procurement-løsninger, både til det offentlige og det private marked i Norden,« udtaler siger Consolidated Holdings bestyrelsesformand Ib Kunøe.
Prisen på Gatetrade er ikke oplyst.