Microsoft betaler mere end en milliard dollars til Nokia som tak for, at mobilgiganten for fremtiden vil bruge WP7 i deres smartphones. Det er mere end 5,4 milliarder kroner.
Til gengæld vil Nokia betale en licens for hver eneste smartphone, de sælger med Microsofts styresystem. Kontrakten mellem de to giganter løber over fem år, oplyser to anonyme kilder til Bloomberg.
Nokia, der også fik ægteskabstilbud fra Google, fravalgte i sidste måned angiveligt Android for at forhindre et effektivt duopol mellem Apples iOS og Android. Som en del af kontrakten vil Microsoft desuden betale Nokia for at benytte deres Navteq-teknologi til geolokationsbaserede tjenester og lokal annoncering. De to parter vil desuden dele omsætning fra søgninger og reklamer.