Det danske sikkerhedsfirma Cryptico er blevet reddet i dommerens overtid af 10 millioner friske investorkroner.
Cryptico har brugt fire millioner af det krakkede 2M Invests kroner på at udvikle et hurtigt krypteringsprogram, men til dato har udviklingsarbejdet ikke kastet omsætning af sig.
Derfor var pengekassen ifølge medstifter Mette Vesterager tom, da arbejdet med at skaffe ny venturekapital endelige bar frugt.
- Timingen kunne ikke være bedre. Det er ikke til at sige, hvor længe vi kunne være fortsat uden ekstra kapital, og selvom det måske ikke er nok til en fuld udrulning af vores produkt, er de 10 millioner kroner mere end velkomne, siger Metter Vesterager.
2M-konkurs gav hår på brystet
Hun oplyser, at selskebet siden juni 2002 har været klar til en kommercialisering.
- Men vi har ventet på, at vores software skulle præsenteres på en stor konference her i februar. Nu er det vel overstået, og derfor hedder næste fase markedsføring, siger Mette Vesterager.
Da 2M Invest gik konkurs i 2002, led Cryptico et knæk.
Mest fordi det lukkede muligheden for, at 2M kunne tilføre yderligere kapital, men også fordi det var umuligt for det unge sikkerhedsfirma at få nye investorer ind over.
- Vi skulle bevise overfor investorerne, at vi kunne stå på egne ben og bevare fokus i en svær tid. Det beviste vi, og hele processen omkring 2M Invest har givet os så meget hår på brystet, at intet kan slå os ud nu, siger Mette Vesterager.
Hurtig kryptering afgørende
Hun vil ikke ud med konkrete oplysninger omkring en kommercialisering af produktet, men oplyser dog, at det bedste vil være, hvis det lykkes at få store, amerikanske leverandører til at indarbejde Crypticos software i deres egne produkter.
Det kunne eksempelvis være, når Cisco eller Intel tilbyder at bygge trådløse netværk eller VPN-opkoblinger.
Crypticos software sætter virksomheder i stand til at kryptere digitale data mellem 5 og 10 gange hurtigere, end tilfældet er i dag, vurderer Mette Vesterager.
Omkring seks af de ti millioner kroner stammer fra Northzone Ventures, der netop har ansat den tidligere Business Angel Gregers Kronborg som partner i Danmark.
Foruden Cryptico har Northzone ifølge porteføljelisten investeret i en enkelt dansk virksomhed, Haburi, der gik konkurs i starten af marts.