Der er gratis hjælp på vej til de tusinder af brugere af det tidligere Navision-system Concorde 4, som kommer i klemme, når Microsoft Business Solutions fra maj stopper supporten.
Det lille danske softwareselskab E-conomic tilbyder utilfredse C4-kunder gratis at eksportere deres data fra Concorde C4 til E-conomics eget økonomistyringssystem af samme navn.
E-conomic regner med, at der er mellem 10.000 og 14.000 brugere af C4, og at det gratis tilbud vil lokke omkring 500 af dem over på den nye platform.
Glad for support-stop
Direktør hos E-conomic Jakob Wandt, lægger ikke skjul på, at Microsofts beslutning om at stoppe supporten til C4-kunderne er kærkommen.
- Vi hilser Microsofts beslutning om velkommen. Vi har talt med mange af deres kunder, som finder det stærkt kritisabelt på den måde at blive tvunget til en dyr opdatering, og flere har allerede valgt at skifte til vores produkt, siger Jacob Wandt.
E-conomic tilbyder at overflytte kundernes grunddata gratis, så de kan komme i gang på den nye platform, men da E-conomic er 100 procent internetbaseret, skal kunderne ikke blot vælge ny leverandør, men også en ny måde at arbejde på.
- Vi er klar over, at det kan være en stor mundfuld for nogle af de mindre kunder både at skifte leverandør og skifte til webbaseret software, men hvis vi kan hapse 500 af de potentielle kunder, er vi godt tilfredse, siger Jacob Wandt.
Lang tid til udvikling
Hans virksomhed har to år på bagen, og på den korte tid er det ikke lykkedes at sikre en indtjening, der modsvarer de udviklingsomkostninger, virksomheden har haft.
Således fik E-conomic et underskud på en lille halv million kroner i den første regnskabsperiode, der løb over 18 måneder frem til årsskiftet.
Det skyldes ifølge Jacob Wandt, at selskabet har brugt længere tid på udvikling af softwaren og derfor først er kommet i gang med faktureringen i andet kvartal af kalenderåret 2002.
I den periode har virksomheden solgt 300 licenser til E-conomic, så lykkes det at hapse C4-kunder fra Microsoft, vil det skæppe godt i kassen.
- Jeg er glad for, at Microsoft på den måde hjælper til med at udbrede vores produkt. Vi har ikke bundet vores forretningskoncept op på det her, men vi tager imod med kyshånd, når kunderne kommer, forklarer Jacob Wandt.