Storageproducenten Netapp giver fremover alle deres partnere adgang til de samme salgsoplysninger på deres partnerportal. Hidtil har Netapp delt deres forhandlere op i sølv, guld og platinniveauer, der har haft ulige mulighed for at få informationer, men nu får alle partnere den samme adgang, fra traditionelle forhandlere, systemintegratorer, OEM- og vertikale partnere samt serviceudbydere. Det skriver den norske it-nyhedssite It-Bransjen.
»Vi konsoliderer alle de forskellige portaler, vi har haft indtil nu for at give let adgang til information. Salgsinformation, teknisk information, markedsføringsmidler og oplæring er nu tilgængelig for alle,« siger Netapps nordiske kanalansvarlige, Thomas Jensen til It-Bransjen.
Samtidig skrottes det gamle navn, Very Important Partner der bliver erstattet af den mere beskedne betegnelse Netapp Partner Program.