Dagens advarsler om en snestorm, der vil dække landet med sne har indtil videre ikke påvirket distributørerne og deres kørsel med pakker.
Længst mod nord, hos Rosenmeier Electronics i Nørresundby melder økonomidirektør Morten Bordvik om ordnede forhold. Post Danmark har ikke meldt om forsinkelser, og de medarbejdere, der mødte tidligt for at pakke varer til forhandlerne har indtil videre haft en helt almindelig arbejdsdag.
»Det ser ud til, at vi indtil videre kører som normalt,« siger Morten Bordvik.
I Fredericia melder Datalines kontormedarbejder Christina Nielsen om kraftigt snefald, men at deres vognmand vil komme et snekaos i forkøbet ved at komme ekstra tidligt i dag, så varerne kan komme videre uden trafikale forsinkelser.
»Vi får hentet et par timer tidligere på grund af vejret,« siger Christina Nielsen.
I Sørvad mellem Herning og Holstebro har vejret heller ikke standset trafikken. Her har det sneet mellem fem og syv centimeter tidligere i dag. Det er dog ikke nok til at forstyrre trafikken, siger direktør for AV Distribution, Evald Nørtoft, der oplyser, at han i dag som altid vil få hentet varer klokken 16.
»Det er kun i medierne, at der er snestorm,« siger Evald Nørtoft.