Dells britiske sælgere vil fremover risikere »disciplinære« tiltag, hvis de forsøger at tage ordrer som allerede er registeret fra deres forhandlere. Det skriver det britiske it-nyhedssite Microscope.
Det sker efter Dellforhandlere har oplevet, at de ordrer, som de havde registeret som igangværende, undervejs pludselig blev taget af Dell, som solgte direkte til kunden. En Dellpartner, Simon Aron fra Eurodata Systems fortæller til nyhedsmediet, at ordrer, som var registreret, blev afvist af Dells system.
»Og så fandt vi ud af, at de var blevet taget direkte,« siger Simon Aron.
Dells direktør for kanalmarketing, Kathleen Schneider indrømmer overfor nyhedssitet, at der har været »grå områder«, hvor Dellansatte er nået frem til en registreret ordre og tilbudt kunden varen til en lavere pris. Computerproducenten, som traditionelt har solgt direkte til slutkunderne, har nu åbnet op for indkig i deres ordreregistreringssystem, så Dellsælgerne kan se de ordrer, der er på vej til at blive gennemført.
Samtidig lover hun, at kundeordrene der hidtil er blevet registreret manuelt nu vil komme hurtigere ind i databasen. Tidligere har det taget to til tre dage, men nu lover Dells kanalmarketingdirektør, at forhandlerne vil få svar indenfor en dag. Hun vil dog ikke oplyse, hvornår svartiden vil falde til den ønskede fire til seks timer.
»Gennemsigtigheden i partnersystemet vil hjælpe. Nu vil de risikere en disciplinærsag, hvis ordren er i pipelinen,« siger Kathleen Schneider.