60 kontorforsyninger, der i dag er kunder hos In/Out (det tidligere Bogpa), har dannet den frivillige kæde Indeks Office. Tre ud af fem medlemmer af bestyrelsen er også CBC-medlemmer.
Indeks Office har tilsammen en bruttoomsætning på omkring en milliard. Dermed har de frivillige kontorforretninger, der alle er kunder hos In/Out, dannet et sidestykket til Retail Office, som er en kæde af boghandlere, der handler hos In/Out.
»Idéen er at styrke indkøbet af kontorartikler i Danmark. Det er et udtryk for konsolideringen. Vi skal som frivillige kontorforretninger til at lære at står sammen imod kapitalkæderne,« siger Jan Grye Pedersen, fra Boresko A/S, der er formand for Indeks Office.
Jan Grye Pedersen, der også er medlem af CBC-kæden, forsikrer, at der ikke er nogle modsætninger mellem CBC og Indeks Office.
»Vi ser CBC og andre frivillige kæder som kolleger. Det er kapitalkæderne, der er konkurrenterne,« siger Jan Grye Pedersen.
Udover Jan Grye Pedersen og Boresko er CBC-medlemmerne Sven-Aage Kjær fra Kontor Syd og Ole Frydkjær Petersen fra Kuszon Zolutions medlemmer af bestyrelsen hos Indeks Office.
Jan Gry Pedersen fortæller, at samarbejdet i Indeks Office er nødvendigt for at kunne stå samlet overfor kapitalkæderne og undgå en situation som i USA, hvor de frivillige kontorforretninger på få år er blevet reduceret til kun at sidde på knap 20 procent af markedet.
»Det gælder om at gøre Danmark så uinteressant, at vi opnår en ligevægt i forhold til kapitalkæderne, før vi ender i en 80-20-situation, som i USA,« siger Jan Grye Pedersen.