Forhandlere, der sælger fladskærms-tv, ved ikke, om de skal grine eller græde, efter at Forbrugerklagenævnet har afgjort, at en kunde, som i januar 2008 købte et fladskærms-tv med en såkaldt MPEG2-tuner hos Fona, skal have en erstatning på 500 kroner.
Erstatningen får hun, fordi hendes tv går i sort i 2011, hvor det kun er MPEG4-standarden, der duer.
Afgørelsen kan i værste fald koste forhandlerne et trecifret millionbeløb i kompensation til kunder, der følger sig dårligt vejledt af tvforhandlerne.
Hos Dansk Erhverv vækker Forbrugerklagenævnets afgørelse raseri. Dansk Erhverv peger på, at myndighederne først meldte klart ud om de nye tv-standarder så sent som 11 måneder efter at kunden købte det famøse tv hos Fona.
»Vi spørger os selv, hvordan dælen en forhandler skal kunne rådgive forbrugerne på et tidspunkt, hvor myndighederne ikke har lagt sig fast på, hvilke standarder, der skal gælde efter 2011,« siger forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv, Lone Rasmussen til CRN.
Hun retter samtidig en skarp kritik mod myndighedernes informationsindsats.
»Myndighederne har ladet forbrugere og forhandlere i stikken, og det er særligt graverende, at man ikke har tænkt på at informere forhandlerne i god tid. Derfor er det også helt hen i vejret, at Forbrugerklagenævnet nu gør en forhandler ansvarlig for manglende rådgivning, « siger Lone Rasmussen.
Hos CBC-forhandleren LB Datatek er indehaver Lars Rasmussen enig i kritikken.
»Der har alt for længe været tvivl om MPEG-standarderne, og der har ikke været nogen udmelding til forhandlerne fra myndighedernes side. De burde have informeret meget mere detaljeret om overgangen til det nye tv-signal,« siger han.
Læs mere i det trykte CRN, der udkommer i dag.