Fra den 27. februar ændrer WM-data navn til Logica.
Navneændringen sker efter at selskabet for knap halvanden år siden blev opkøbt af den europæiske it-konsulent LogicaCMG for 9,6 milliarder kroner.
Jesper Scharff der er administrerende direktør i WM-data har længe set frem til det nye brand.
»Selve WM-data er ikke verdens mest sexede navn. Jeg synes at tiden er gået lidt fra de navne, som enten hedder noget med data eller edb. Jeg har det fint med Logica, det er positivt ladet og betyder logisk. Og så lyder det godt på alle sprog,« siger Jesper Scharff til CRN.
Mændende på WM-datas logo, som nærmest klæber sig til hinanden, er heller ikke sexede nok til det nye brands. De synger også på sidste vers efter at have stået last og brast ved siden af hinanden på WM-datas logo siden 1. april 1969.
LogicaCMG beskæftiger omkring 40.000 medarbejdere i 41 lande, mens WM-Data i Danmark tæller omkring 800 ansatte.