Den tilsynsførende bag betalingsstandsningen i Norsoft er tæt på at finde en ny ejer til Norsoft. Det oplyser advokat Andreas Kærsgaard Mylin fra advokatfirmaet Plesner, der er udpeget som tilsynsførende for Norsoft. Han forsøger nu at skaffe en investor, der kan overtage Norsofts aktiver og tilbyde de 16 ansatte fortsat beskæftigelse.
»Jeg er i meget konkrete forhandlinger med en aktuel køber fra it-branchen,« siger Andreas Kærsgaard Mylin,
Han vil ikke oplyse, hvem han forhandler med, men understreger, at salgsforhandlingerne ikke er med Norsofts nuværende ejerkreds, men med en ekstern investor.
Ifølge planen skal gælden blive tilbage i selskabet efter en rekonstruktion. Det drejer sig om cirka ti millioner kroner, anslår den tilsynsførende, som der ikke er dækning for. For at redningen skal lykkes, skal selskabets kreditorer godkende planen. Andreas Kærsgaard Mylin håber at kunne præsentere sin redningsplan til kreditorerne i næste uge.
»Jeg er rimelig fortrøstningsfuld om at virksomhedsoverdragelsen vil lykkes,« siger Andreas Kærsgaard Mylin.