Mondos bestyrelse har nu godkendt regnskabet for 2007. Årets resultat blev et minus på 72 millioner kroner før skat ud af en omsætning på 101 millioner kroner.
Onsdag før påske nægtede bestyrelsen ellers at underskrive regnskabet. I stedet sendte Mondo en børsmeddelelse, der fortalte om et voldsomt stort underskud og et mulig frasalg eller fusion.
Da it-rigmanden Ib Kunøe og Columbusdirektøren Mads Gaardboe trådte til i påskedagene med ekstra kapital, har det givet så meget sikkerhed om Mondos fremtid, at bestyrelsen nu er i stand til at skrive under på et regnskab.
Det var ifølge bestyrelsen de dyrt købte selskaber Netdanmark og Alpha IT, der trak resultatet ned. Købet af de to konkurrenter kostede 41 millioner kroner, der delvist blev betalt med kontanter. Med de to selskaber fulgte nogle kontrakter med, som gav store tab at gennemføre. Desuden var selve integrationen af de nye selskaber en bekostelig affære, fremgår det af regnskabet.
2008-omsætningen forventes at blive omkring 127 millioner kroner. Heraf forventer selskabet at over halvdelen vil komme som faste abonnementsindtægter. Resultatet af den primære drift vil i det indeværende år redde sig lige over nulpunktet, med et plus på en million kroner. 2008 vil især vise vækst indenfor software-as-a-service og hosted CRM, lyder det.