Nordsjællandske Comm/2 præsterer endnu en gang overskud trods et marked, der har været på kraftig slankekur. I virksomhedens regnskab for 2008/2009 nåede Comm/2 et overskud før skat på 2,0 millioner kroner ud af en omsætning på 205 millioner kroner.
Ganske vist er overskuddet halveret i forhold til det foregående år, og der er stadig langt til resultatet i jubelåret 2007, hvor regnskabet viste overskud på hele13,7 millioner kroner før skat. Omsætningen er derimod forbedret med godt 35 millioner kroner.
Direktør Stig Juul Petersen erklærer sig tilfreds med det nyeste regnskab og siger samtidig, at han tror på, at Comm/2 nu er igennem den værste del af finanskrisen.
»Vi har udviklet os en hel del de sidste to år, hvor vi har fulgt en ekspansiv strategi. Men vi er også en forsigtig virksomhed med et princip om, at hver gang vi tjener to kroner, lægger vi den ene til side,« siger han.
I de forløbne år har det blandt andet betydet, at Comm/2 har kunnet udvide medarbejderstaben fra omkring 25 ansatte til i dag 40 medarbejdere, oplyser Stig Juul Petersen.