Netværksvirksomheden Netteams årsregnskab for 2006 viser en omsætning på 63 millioner kroner. Det er en stigning på 25 procent sammenlignet med året før. Det gav et overskud på 11 millioner kroner før skat.
Ifølge direktør Peter Durup kommer årets vækst især fra salget af Cisco-netværk. Virksomheden har i øjeblikket 24 ansatte og oplever en stigende efterspørgsel på rådgivning og service. Peter Durup forudser, at der skal rekrutteres et par sælgere løbet af året.
Konsulentdelen fylder i øjeblikket 25 procent af omsætningen. I fremtiden forventer Netteam, at netværkssikkerhed kommer til at fylde mere og mere i forretningen.
»Med den øgede mobilitet og det generelle trusselsbillede kommer der også mere fokus på netværkssikkerhed og overvågning," siger Peter Durup, Netteam.
Virksomheden købte tidligere i år Scribona Danmarks serviceafdeling. Peter Durup regner med, at overskuddet i år vil blive omkring fem millioner kroner.