Kun tre uger efter at tilbehørsdistributøren Tura Scandinavia annoncerede opkøbet af konkurrenten Hama, har Tura flyttet sin danske afdeling fra nordsjællandske Allerød til Frederikssund. Her har distributøren fået plads i Hamas lokaler i byens gamle sygehus.
»Når man skal fusionere, er det første mål at få alle under samme tag. Når vi skal integrere to virksomheder, skal vi være omkring hinanden,« siger landechef Jørgen Veith-Sørensen.
Efter opkøbet har han beholdt alle 7 medarbejdere i Hama og otte i Tura. Og med det øgede antal medarbejdere, har Tura nu 14 personer, der alle er i marken for at sælge. Efter fusionen regner Jørgen med, at Tura kan øge det samlede salg med 10 procent.
»Vi har to veldrevne virksomheder, så derfor er der ikke behov for at reducere her og nu,« siger Jørgen Veith-Sørensen.