En kunde hos den kendte amerikanske hardwareforhandler Newegg fik sig lidt af en overraskelse forleden. I stedet for det bestilte produkt – en Intel Core i7 920 som ”Processor in a Box” (PiB) – fik kunden tilsendt en værdiløs metalplade og en plastklump i stedet for køleren.
Newegg byttede efterfølgende det forfalske produkt hos denne og andre kunder – ifølge HardOCP har der været op mod 300 forfalskede produktpakker hos Newegg – men sagen er langt fra opklaret.
I denne meddelelse på Facebook fortæller Newegg at man har indledt en intern undersøgelse, og firmaet har afbrudt samarbejdet med den leverandør, der sendte de forfalskede produkter.
Nu er det ikke første gang, at der kommer forfalskede produkter i omløb – CRN's søstersite ComON kunne for år tilbage afsløre manipulation med USB-hukommelsesnøgler – men typisk er der tale om, at der er fusket med lagerkapaciteten eller taktfrekvensen.
Det er alligevel usædvanligt, at en leverandør tager en værdiløs metalplade og sælger den som en mikroprocessor.
Ifølge Intel er der ingen tegn på, at forfalskede produkter fra den aktuelle sending er landet i Europa.
Allerede et kig på æsken kan afsløre de falske produkter, hvis man skal tro disse billeder, som viser at teksten på de falske produkter er fyldt med fejl.