To af hovedstadens store it-uddannelsessteder - Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby og IT-Universitetet (ITU) på Amager - oplever en succesfuld tilstrømning til deres it-uddannelser.
Med en stigning på 104 procent i forhold til forrige år, kalder ITU antallet af ansøgere for en "eksplosion". Sidste år fik universitetet, der ligger i det hippe Ørestaden på Amager, 321 ansøgere. I år fik de 654 ansøgninger.
"Det er meget glædeligt, at vi har så stor søgning til vores bacheloruddannelser. Folk er tydeligvis klar over, at det er spændende at beskæftige sig med it. Erhvervslivet har hårdt brug for veluddannede it-folk, og ikke kun i de brancher, der har it som kerneområde," fortæller studieleder Kasper Østerbye.
Det lidt mere bløde - som nogen måske vil kalde det - studie "Digitale Medier og Design" oplevede det største boom på næsten en fordobling i antallet af ansøgere, mens den mere tekniske studieretning "Softwareudvikling" - hvor man lærer at programmere og skabe software - fik en stigning på 27 procent. Et helt nyt fag, det forretningsfokuserede " Global Business Informatics" fik 121 ansøgere.
Stigning på DTU
Næsten alle it-uddannelser på Danmarks Teknisk Universitet (DTU) har oplevet en stigning i antallet af ansøgere.
Det viser tal, som DTU har sendt til ComON. Blot en enkelt uddannelse oplevede et fald i antallet af ansøgere.
Af it-uddannelserne oplevede "Teknologi og økonomi" den største vækst. Det er en diplomingeniøruddannelse. Sidste år søgte 15 personer ind på uddannelsen, i år søgte 28 ind. Det er en stigning på 87 procent.
Civilingeniøruddannelsen "IT og Kommunikationsteknologi" fik også en stor tilstrømning. Sidste år søgte 19 ind, i år 29. Det giver en vækst på 53 procent.
Diplomingeniøruddannelsen "IT" fik en vækst på ni procent. Sidste år søgte 44 ind, i år 55.
Fald hos en uddannelse
En enkelt it-uddannelse fik færre ansøgere. Det er civilingeniøruddannelsen Softwareteknologi". I år søgte blot 86 ind, hvilket er otte færre end sidste år 94 ansøgere. Dermed søgte ni procent færre ind på Softwareteknologi.
Generelt et rekordår
It-uddannelsernes succes skal ses i sammenhæng med et generelt rekordår for DTU.
Da ansøgningsfristen til de videregående uddannelser udløb den 5. juli klokken 12, havde DTU modtaget 3.422 ansøgninger til civil- og diplomingeniøruddannelserne.
Sidste år var antallet af ansøgninger 2.946, så interessen for at komme ind på et af DTU’s ingeniørstudier er fortsat stigende blandt landets uddannelsessøgende.
Det er niende år i træk, at DTU oplever en stigning i antallet af ansøgninger til universitetets uddannelser. I 2002 lå ansøgertallet på i alt 1.624.
”Det er glædeligt, om end ikke overraskende, at DTU også i år modtager et stort antal ansøgninger til sine ingeniøruddannelser. Der er et stort behov i samfundet for studerende med talent, lyst og energi, der vil tage en uddannelse på DTU. Nogle af verdens største problemer, f.eks. klima- og velfærdsudfordringer, løses ikke med politisk vilje alene, men også med teknologi, og det kræver ingeniører. På DTU bliver de studerende uddannet i at løse problemer, samtidig med at de lægger grundlaget for en spændende karriere,” siger rektor Lars Pallesen i en pressemeddelelse.