Hvis det skal stå til tyske Astaro, skal forhandlerne fremover indkassere en abonnementsbetaling for producentens løsninger for UTM-sikkerhed, Unified Threat Management.
Producenten har brugt de seneste halve år på at tilpasse en ny betalingsmodel, hvor forhandlere og distributører har givet input til, hvordan kunderne skal betale for Astaros sikkerhedsprodukter. I stedet for at kunden skal betale størstedelen af den samlede pris, når han skriver under, vil den tyske producent have, at kunden betaler det meste i form af et årligt abonnement.
»Vi er de første til at introducere en abonnementsmodel for sikkerhedsprodukter. Det skal hjælpe kunder, der har en stram likviditet og ikke kan betale et stort beløb på en gang, « siger Astaros tyske produktdirektør, Gert Hansen, der forudser, at startbetaling en gang i fremtiden vil være en forældet måde at afregne på.
Produktet samler sikkerheden for netværk, internet og mail i en samlet løsning, og målgruppen er mindre og mellemstore virksomheder. For at komme ind hos kunderne bejler Astaro derfor nu til forhandlerne, der skal løfte salget.
»En helt klar kanalmodel er vejen til succes på markedet for mindre og mellemstore virksomheder, fordi kunderne har ikke tiden til selv at evaluere mulighederne og i stedet går til deres forhandler, for at få den sikkerhed, de ønsker. En lokal tilstedeværelse hjælper os til at fokusere på SMB-markedet,« siger Gert Hansen.