I dag tiltræder Lars Larsen som økonomidirektør hos den danske producent af software til overvågningskameraer, Milestone Systems. Han har senest styret økonomien i Carlsberg, men har også en fortid i teknologiselskaber som Olicom, Navision og Microsoft.
”Jeg er meget spændt på og glæder mig til at komme i gang med arbejdet for Milestone Systems. Det er en af landets dygtigste teknologi- og eksportvirksomheder og rummer et kæmpe potentiale – og så har selskabet en meget dedikeret og hurtigt voksende medarbejderstab, og jeg ser frem til at styrke bindeleddet mellem økonomi og organisation endnu mere,” siger CFO Lars Larsen, Milestone Systems.
Udover sin økonomiske funktion får Lars Larsen også det overordnede ansvar for virksomhedens HR.