I løbet af weekenden har indbrudstyve stjålet fladskærme for en million kroner. Det er Dansk Supermarkeds lager i Hørning syd for Århus, der er blevet bestjålet. I alt er der forsvundet mellem 180 og 240 fladskærme.
Vicepolitikommissær Jens Pedersen fra Sydøstjyllands Politi kan endnu ikke oplyse meget, men fortæller, at indbruddet er sket ved, at tyvene er gået gennem en port. Her har tyvene brugt en gaffeltruck til at sætte omkring 34 paller med fladskærme af mærket Prosonic på en medbragt sættevogn.
Informationschef Erik Eisenberg fra Dansk Supermarked bekræfter, at Prosonic er Dansk Supermarkeds eget mærke. Han kender ikke nærmere til sagen, men beroliger mulige kunder med, at et tyveri i det omfang ikke er stort nok til at betyde noget for julesalget.