Det nystartede spanske selskab Fon tilbyder nu at internet-brugere i Europa og USA kan få en trådløs router fra Linksys eller Buffalo til mindre end 40 kr. Den normale pris for routeren ligger omkring 300 kroner. Det lyder næsten for godt til at være sandt, og der er da også en betingelse tilknyttet; for at få routeren skal du acceptere, at alle andre må bruge dit trådløse netværk.
Fon har modtaget kapital fra stifterne af Google og Skype og satser på at opbygge et globalt netværk af trådløse hotspots. Det ambitiøse mål er at nå 50.000 hotspots inden september og 1 million inden udgangen af 2007.
Konceptet er simpelt; hvis du melder dig til som 'Fonero' og lader alle forbipasserede bruge dit trådløse netværk, så kan du selv bruge alle andre medlemmers trådløse net. Hvis du ikke har din egen hotspot, men alligevel vil bruge Fon-netværket, skal du betale 20 kroner per dag.
Og nu tilbyder Fon altså, at nye medlemmer kan få en router med firmaets software til reduceret pris. Routeren skal registreres senest efter 30 dage, ellers sender FON en ekstraregning på 300 kroner. Prisen på 40 kroner inkluderer ikke porto og ekspedition.
Inden routeren installeres bør du nok tjekke, om internet-udbyderen overhovedet tillader at forbindelsen deles med andre brugere. Mange bredbåndsudbydere forbyder, at flere brugere deles om samme forbindelse.