Microsofts danske topchef, Klaus Holse Andersen. der står i spidsen for salget af erhvervsprodukter i Europa, Mellemøsten og Afrika vil nu styrke salgskanalen. Det skriver Berlingske Tidende i dag, mandag. Selvstændige it-virksomheder skal angribes med en kanalstrategi, der skal vinde mellemmarkedet fra CRM-giganten SAP og Oracle.
»Jeg vil gerne have 6.000 mand mere i salgskanalen som sælgere, teknikere og i det hele taget folk, der er certificeret til at installere disse systemer,« siger Klaus Holse Andersen til Berlingske Tidende.
Klaus Holse Andersen vil dels fastholde de eksisterende partnere og dels skaffe flere folk ved at lade de eksisterende partnere annoncere efter folk under vores navn. Desuden vil Klaus Holse gå efter helt nye partnere, ved at gå til konkurrenterne, til store systemintegratorer og opbygge nye partnere.
Klaus Holse Andersen indrømmer, at Microsofts kurs har været uklar for erhvervsprodukter som Microsoft Dynamics NAV og AX (tidligere Navision og Axapta).Han kalder selv Microsofts kurs de første tre år for en slingrekurs. Men nu er kursen fast. Han lover, at Microsoft i Europa vil supportere Dynamics AX og NAV i mange år frem.