Der er fortsat røde tal på bundlinien hos ventureselskabet Olicom, der blandt sine porteføljeselskaberne har computerspilsfirmaet ITE, som producerer skærmtrolden Hugo.
Selskabets seneste kvartalsrapport viser et underskud i tredie kvartal på 6,9 millioner kroner. I årets første ni måneder har Olicom i alt tabt 18,3 millioner kroner.
Underskuddet i de ni måneder er opstået som følge af deciderede tab på afviklede investeringer på 10,8 millioner kroner. Desuden er værdien af selskabets investeringer samlet nedjusteret med 8,3 millioner kroner.
Dog har det ikke kun været nedskrivninger. Resultatet er trukket op af et overskud på 8,2 millioner kroner fra afviklingen af andre investeringer.
Europæisk innovationspris luner
I fondsbørsmeddelelsen fremhæver selskabets bestyrelse dog succes for flere af porteføljeselskaberne som kilde til optimisme. ITE har frigivet et nyt Hugo-spil, der er blevet godt modtaget af spilanmeldere og kunder.
De to svenske selskaber Decuma og Scalado var endvidere blandt i alt 20 europæiske virksomheder, der fik en europæisk erhvervspris, European Information Society Technology Prize 2002 . Prisen bliver uddelt til firmaerne bag de mest nyskabende IT-produkter i Europa.
Decuma modtog prisen for sin teknologi til elektronisk genkendelse af håndskift, mens Scalado fik prisen for en teknologi til bedre udnyttelse af interaktive billeder på nettet.
Med baggrund i resultatet for de første ni måneder fastholder Olicom forventninger til hele 2002 om et underskud på 20 millioner kroner.
Ved udgangen af september udgjorde selskabets likvide beholdning 112,4 millioner kroner, mens egenkapitalen var på 226,2 millioner kroner.
Følg Olicoms aktie på Københavns Fondsbørs her.