Hvis du kører galt og kommer til skade, skal du ikke regne med, at de forbipasserende kan førstehjælp. Det har højst hver femte dansker lært.
Men det vil Tryg i Danmark rette op på. Derfor har det taget initiativ til Førstehjælpsugen, som foregår i denne uge. I dag blev Trygs nye site Redliv.dk lanceret. På det kan man se animationer, høre instruktioner og teste den livsvigtige viden.
- Vores analyser viser, at mange danskere synes, at de eksisterende førstehjælpskurser tager for lang tid. Derfor har vi udviklet hjemmesiden, som gør det muligt at indhente viden om livreddende førstehjælp uanset tid og sted, siger Ole Frahm, direktør i Tryg i Danmark.
Noget tyder på, at der er publikum til netundervisningen i at redde liv. For 67 procent af de danskere, der ikke har taget noget førstehjælpskursus, ville faktisk gerne lære det.
Det faglige indhold på Redliv.dk kommer fra et sted, hvor man hver dag ser ofre for ulykker: Rigshospitalets TraumeCenter.
Selve udviklingen af af den tekniske, designmæssige og pædagogiske side af Redliv.dk har e-learning-selskabet IMS Learning stået for.
Direktør i IMS Learning, Søren Sander, forestiller sig, at den computerbaserede førstehjælpsundervisning vil være med til at udbrede e-learning til menigmand.
- Jeg spår, at Redliv-programmet vil give mange danskere deres første aha-oplevelse med e-learning, siger han til Computerworld Online.
Tryg i Danmark er en selvstændig organisation under Tryg-paraplyen, der også rummer forsikringsselskabet af samme navn. Tryg i Danmark skal ikke tjene penge, men fremme sikkerhed og sundhed i Danmark
Relevant link:
Redliv.dk