Regnskabsåret 2001 - 2002 var for ERP-leverandøren Baan Nordic nok et tumultarisk år. Virksomheden var igennem omfattende omstruktureringer, og det har sat sig præg på regnskabet.
Den 21. august fik Baan Nordic tilført 80 millioner kroner fra moderselskabet - automatiseringskoncernen Invensys - og de penge var nødvendige for at sikre Baans fortsatte drift i Norden. Det fremgår af det netop offentliggjorte regnskab.
Baan Nordic A/S | Årsregnskab | |
Tusinde kroner | 2001/02 | 2000/01 (15 mdr.) |
Bruttoresultat | 22.942 | 160 |
Resultat af primær drift (EBIT) | -34.152 | -73.770 |
Resultat før skat | -36.929 | -73.858 |
Resultat | -35.009 | -83.401 |
Egenkapital | -77.864 | -42.855 |
Antal ansatte | 102 | 112 |
Det er også ekstra nødvendigt i lyset af de øvrige tal i regnskabet. Driftsunderskuddet blev på 34 millioner kroner mod et minus i forrige regnskabsår på 73 millioner kroner - for en periode der dækkede 15 måneder.
Usikkerhed om 42 millioner kroner
Baan Nordic oplyser ikke omsætning, men derimod bruttoresultat, som er et sammendrag af nettoomsætningen og "visse omkostningsposter".
Bruttoresultatet blev i 2001-2002 på 22,9 millioner kroner, men Baan Nordics bestyrelse noterer i regnskabet, at der er usikkerhed om beløbet.
I bruttoresultatet har Baan medregnet indtægter på i alt 42,6 millioner kroner for royalties og andre indtægter fra konfigurationssoftware. Imidlertid kan selskabet ikke dokumentere beløbets størrelse - og det er "derfor behæftet med væsentlige usikkerheder", som bestyrelsen selv skriver.
Den manglende dokumentation for millionindtægterne får derfor revisorerne fra Ernst & Young til at tage forbehold for den del af regnskab.
Imidlertid er revisorerne enige i, at Invensys' støtte-erklæring til Baan Nordic er tilstrækkeligt til at sikre Baans fortsatte drift.
Selv tror bestyrelsen på, at selskabet nok skal klare skærene - blandt andet med henvisning til, at omsætningen er steget i forhold til året før. Det er sket i et marked, hvor kunderne ellers har ændret fokus hen mod produkter, der giver et hurtigere afkast af investeringerne.
Selskabet skriver, at der i regnskabsåret i gennemsnit var ansat 102 medarbejdere. Nu er antallet af ansatte 50, da udviklingsafdelingen for CRM - det tidligere Beologic - er nedlagt i Danmark ved udgangen af september.
Fremover skal udviklingen af kundestyringssystemer foregå i USA, Holland og Indien.