Umiddelbart kunne det virke uskyldigt at investeringsselskabet Silver Lake Partners i oktober erhvervede 38 procent af aktierne i IT-analysefirmaet Gartner Group. Men når ejerkredsen i Silver Lake Partners tæller Microsofts grundlægger Bill Gates, Dell's grundlægger Michael Dell og Larry Ellison fra Oracle, så får det øjebrynene til at løfte sig.
Gartner Group er et af verdens førende og mest respekterede IT-analysefirmaer, og dets eksperter bruges igen og igen på messer, konferencer og seminarer til at kigge i krystalkuglen og spå uvildigt om IT-verdenens udvikling.
En lang række af Gartner Groups amerikanske kunder har stillet spørgsmålstegn ved den rådgivning som selskabet vil give fremover, men Gartner Groups topchef, Michael Fleisher, opfordrer kunder til at slå koldt vand i blodet.
Gartner Groups analytikere lader sig ikke påvirke af selskabets ejere, lyder forsikringen fra Michael Fleisher.
Silver Lake blev medejer af Gartner Group, da et lån på 300 mio. dollars i september blev konverteret til aktier i analysefirmaet.