Antipiratgruppen planlægger en intensiv kampagne mod personer, der illegalt kopierer ophavsretsbeskyttet materiale. Planen var i samarbejde med de danske teleselskaber at finde frem til personernes navn og adresse.
Nu advarer Forbrugerrådet mod Antipiratgruppens metoder, der betegnes som på kanten af loven, skriver Jyllands-Posten. Ifølge Anette Høyrup, jurist i Forbrugerrådet, bør hver enkelt sag forelægges en dommer.
Datatilsynet har endnu ikke vurderet lovligheden i Antipiratgruppens fremgangsmåde og det er endnu ikke entydigt, hvorvidt teleselskaberne har ret til at udlevere oplysningerne uden en dommerkendelse.
I starten var TDC den eneste internetudbyder, der krævede dommerkendelse for at udlevere navn og adresse på deres kunder i forbindelse med sager om piratkopiering. Nu følger de øvrige teleselskaber TDCs linie.
Hvis det viser sig, at Datatilsynet vurderer, at oplysningerne kan udleveres uden en dommerkendelse, mener Anette Høyrup, at teleselskaberne skal undlade at gøre det.
»Vi støtter TDCs skrappe linie, hvor selskabet kræver dommerkendelse hver gang. Vi ønsker ikke at beskytte dem, som bryder ophavsretsloven, men hele problematikken har en karakter af overvågning. Derfor er det vigtigt, at der ikke kan rejses tvivl om fremgangsmåden,« udtaler Anette Høyrup til Jyllands-Posten.