Microsoft Excel indeholder en funktion, som skjuler bestemte områder i et regneark. Det er endda muligt at aktivere password-beskyttelse. Men de skjulte data kan hentes frem med få klik.
Nogle Excel-brugere tror, at indholdet i regneark kan beskyttes - men det er ikke tilfældet, siger Microsoft, der betegner problemet som en "misforståelse" og ikke et sikkerhedshul. Excel tilbyder en funktion, der skjuler udvalgte områder i et regneark. Det kan eksempelvis bruges til at skjule følsomme grunddata, som er brugt til at foretage en analyse, der skal præsenteres for firmaets kunder.
Brugeren kan også vælge at "låse" skjulte områder med et password, så uvedkommende ikke uden videre kan hente informationerne frem. Men det er uden videre muligt at hente indholdet af hele regnearket frem - også de skjulte felter - ved at vælge "Marker alt" og kopiere felterne over i et nyt regneark med optionen "Unhide" aktiveret.
Password eller ikke - alle felter kommer frem på skærmen. Password-beskyttelsen har fået mange brugere til at tro, at der er tale om en form for kryptering, men Microsoft siger at funktionen aldrig har været ment som kryptering og kalder det hele en misforståelse.
IT-konsulenten Richard Smith fra Privacy Foundation kritiserer Microsoft. "Det grundlæggende spørgsmål er, hvad den typiske Excel-bruger forventer med denne funktion. Og her bliver han ledt til at tro, at der findes et bestemt sikkerhedsniveau, som faktisk ikke er tilstede," siger han.
Microsoft lover dog at gøre det mere tydeligt for programmets brugere, hvad Excel-funktionen kan bruges til - men ikke før i den næste Office-version, der ventes i 2003.