I takt med at mobiltelefonen i Skandinavien er blevet hvermands eje, er gisningerne om eventuelle risici ved brugen blevet genstand for megen diskussion. Især frygten for kræft som følge af mikrobølger fra telefonerne har været oppe at vende.
Adskillige eksperter har udtalt sig med henvisning til forskellige indledende undersøgelser, men nogen officiel påvisning af kræftrisiko er det ikke blevet til.
Cancerfaren bliver nu afvist i konklusionen i en rapport fra det svenske Statens Strålskyddsinstitut (SSI).
Instituttet har fået de to amerikanske forskere i epidemiologi, John D. Boice og Joseph K. McLaughlin fra International Epidemiology Institute i USA, til at gennemgå alle kendte undersøgelser, studier og videnskabelige artikler om emnet.
De har ikke fundet beviser for, at stråling fra mobiltelefoner medfører en øget risiko for celleforandringer i vævet - og dermed baner vejen for kræft. Det skriver SSI i en pressemeddelelse.
Kritiserer anden svensk rapport
Resultatet står i modsætning til en anden svensk rapport fra Orebro Medical Centre, hvor et forskerteam under ledelse af professor Lennart Hardell sidste sommer konkluderede, at det havde fundet en sammenhæng mellem mobiltelefoner og kræft.
Den undersøgelse har amerikanerne gennemgået ekstra grundigt - og konkluderet, at den er ubrugelig. Oplægget og selve gennemførelsen af undersøgelsen er for dårlig, lyder kritikken.
Flere amerikanske studier er også blevet vejet og fundet for videnskabeligt lette. Dels er undersøgelserne foregået over et for kort tidsrum, og dels har der ikke været nok cancertilfælde til at konkludere, at der var en sammenhæng.
John D. Boice og Joseph K. McLaughlin har i stedet støttet sig til fem andre større undersøgelser; heriblandt en dansk undersøgelse foretaget af Kræftens Bekæmpelse. Her blev registeroplysninger på 400.000 danske mobiltelefonabonnenter hos TDC og Sonofon samkørt med Cancerregistret.
Undersøgelsen - som de to amerikanere selv var involveret i - konkluderede i januar 2001, at der ikke kunne påvises en sammenhæng. Imidlertid ville forskerteamet heller ikke blankt afvise, at der kunne være en sammenhæng. Det ville kræve meget mere forskning, pointerede forskerne dengang.
Men brugt sammen med andre undersøgelser tør John D. Boice og Joseph K. McLaughlin for SSI godt slå fast, at det er uden risiko for helbredet at tale i mobiltelefonen.
Relevante links:
Statens Strålskyddsinstitut (SSI)
Læs rapporten i pdf-format