Et nyt plug-in modul til Internet Explorer og Netscape Navigator kan hjælpe med at analysere maskinens harddisk. Firmaet Belarc har udviklet det nye modul, Beldrive, der kun fungerer hvis harddisken understøtter SMART (Smart Monitoring Analysis and Reporting Technology). Dette gælder dog for de fleste nyere modeller. Programmet genererer en grafisk rapport med informationer om hastighed, kapacitet, mulige fejl og andre tekniske data. Firmaet bag understreger, at man ikke behøver være bekymret for sikkerheden; dels sender programmet ikke data tilbage til firmaet over Internet, selvom det kører i browseren, og dels læser det ikke enkelte filer, men kun data fra harddiskens underliggende tekniske system.