Den Sri Lankanske oprørsgruppe eller terroristbande, De Tamilske Tigre, har brugt en hacket satellit til udbredning af politisk propaganda. Satellittens ejer, Intelsat, er noget træt af det og har haft møder med ambassøren fra Sri Lanka til USA.
Intelsat skrev i en meddelelse: »Intelsat tolerer ikke, at terrorister opererer ulovligt på vores satellitter. Siden vi fandt ud af, at De Tamilske Tigre pirater vores signaler, har vi undersøgt tekniske forhindringer. Vi er fast besluttede på at bringe disse terroristers uautoriserede brug af vores satellitter til ophør.«
Det lader til, at Tigrene havde brugt en ledig frekvens på en satellit til at sende deres signaler ud.
Også den sri lankanske ambassadør var godt tilfreds. Sri Lanka havde haft emnet oppe til en international konference i Paris for en måned siden. Han sagde: »Jeg er tilfreds med, at Intelsat tager disse uautoriserede transmissioner meget alvorligt, og tror på, at de gør alt, hvad de kan, for at stoppe terroristernes transmissioner.«
Intelsat er verdens største operatør af kommercielle satellitter.