For at få gang i salget af Microsofts spilkonsol, X-box, sænkede selskabet for nyligt prisen med 17 procent, så den i USA nu kun koster 915 kroner. Prisfaldet kommer, fordi Microsoft kun sælger én spilkonsol for hver gang Sony sælger fem Playstation 2.
Trods prisfaldet skal de danske forbrugere dog ikke sætte næsen op efter et prisfald på det danske marked.
»Der ikke er planer om en nedsættelse af prisen i Danmark,« siger Microsofts kommunikationschef Sara Helweg-Larsen til IT-avisen ComON.
Herhjemme er prisen for en X-box væsentlig højere end i USA. I Elgiganten fås spilkosollen eksempelvis for 1.489 kroner.