The Internet Watch Foundation (IWF) har netop udgivet deres årlige rapport om deres arbejde mod pornografi med mindreårige på internettet. Og det er beskæmmende læsning.
Rapporten konkluderer nemlig, at ikke blot er antallet af billeder og services, hvor man kan købe billeder, stigende. Selve pornografien bliver også grovere.
Således kan IWF konstatere, at antallet af URL'er, der peger til billeder af misbrug, er steget med 74 procent. Samtidig er der fire gange flere billeder af det, de kalder hård sex, hvor sadisme og dyr også er involveret. Således er procenten af billeder, der falder i IWFs kategori fire og fem, steget til 29 procent af billederne. Til sammenligning fik omkring 7 procent af billederne denne klassificering i 2003.
Rapporten fandt også, at USA og Rusland til sammen står for at hoste langt de fleste børnepornografiske hjemmesider. Således er 62 procent af de domæner, hvor IWF fandt kommercielle børnepornografisider, registreret i USA. I Rusland er omkring 28 procent af de kommercielle sider registreret.
Derudover nævner rapporten også, at omkring en tiendedel af billederne bliver hostet på online fotoalbumstjenester.
IWF kører den engelske pendant af "Anmeld Børneporno"-kampagnen, som herhjemme styres af Red Barnet.