De danske Internetbrugere foretrækker at holde sig på den danske del af Nettet, når de surfer. Det viser en ny undersøgelse, foretaget af reklamebureauet BBDO og analyseinstituttet AC Nielsen AIM, skriver Jyllands-Posten.
Kun 17 procent af de danske mænd og 8 procent af de kvindelige danske surfere, foretrækker at besøge udenlandske websites, når de starter browseren. Og det er primært unge mænd fra hovedstadsområdet, der besøger de udenlandske websites. Jydske Netbrugere klikker sig fortrinsvis ind på danske websider.
Undersøgelsen viser i det hele taget, at jyderne er mere forbeholdne over for Nettet. Jyder er knap så flittige brugere som københavnere – og når det gælder om at handle ind på Nettet er jyderne også tilbageholdne. Mens 37 procent af den voksne københavnske befolkning har købt varer på Nettet, så ligger den tilsvarende jydske andel nede på 26 procent.
Der er stor forskel på, hvordan danskerne bruger Internet. Lidt mere end halvdelen af danskerne bruger det, men kun en femtedel bruger det dagligt, skriver Jyllands-Posten.
Undersøgelsen bygger på interviews med 947 mennesker.