Både de Forenede Arabiske Emirater (FAE) og Saudi-Arabien har angiveligt planer om at blokere for dataoverførsel fra den populære BlackBerry. Det melder Reuters. I FAE skal BlackBerry-forbuddet træde i kraft den 11. oktober.
Landets telemyndigheder begrunder beslutningen med, at de krypterede data overføres direkte fra en server i udlandet, hvilket ses som en trussel mod den ”nationale sikkerhed”.
De lokale myndigheder har således ikke mulighed for at aflytte datatransmissionen, fordi den afvikles over udenlandske servere.
Det bliver ikke direkte forbudt at bruge BlackBerry i Emiraterne, men det forbydes at bruge den mobile enhed til dataoverførsel, så det er ikke længere muligt at sende eller modtage e-mails, surfe på nettet eller bruge messenger-tjenesten.
Dermed kan BlackBerry kun bruges som en ganske almindelig telefon i Emiraterne. Det menes at der er omkring en halv million BlackBerry-brugere i FAE.
I Saudi-Arabien, hvor der er 700.000 BlackBerry-brugere, vil myndighederne angiveligt også spærre for messenger-tjenesten. Nabolandet Bahrain overvejer angiveligt et lignende forbud.
Ifølge organisationen Journalister uden Grænser har politiet i FAE anholdt flere BlackBerry-brugere, der havde forsøgt at bruge de mobile enheder til at organisere en protest mod stigende benzinpriser.
”Regeringen ser BlackBerry-tjenesterne som en sten på vejen mod sit mål om at udøve censur, filtrering og overvågning,” skriver organisationen.
BlackBerry-operatøren Research In Motion (RIM) har tidligere advaret om, at en softwareopdatering til enheden fra den lokale partner Etisalat indeholder et spionprogram, der skal aflure brugernes trafik.