Den færdige udgave af Opera 9 kan nu hentes hos Opera Software på nettet i versioner til Windows, Linux, Mac OS og Solaris. Lanceringen sker præcis to måneder efter den første betaversion blev udsendt den 20. april.
Den største og vigtigste nyhed i Opera 9 er den indbyggede understøttelse for BitTorrent-teknologien. For at bruge BitTorrent er det nu ikke længere nødvendigt at starte et separat program; brugeren behøver blot klikke på en torrent-fil for at starte nedhentningen.
Men der er mange andre nyheder i Opera 9, deriblandt de såkaldte widgets. Det er små programmer, der kører udenfor browser-vinduet. Det kan f.eks. være spil, ure, ordbøger eller lommeregnere.
Med den såkaldte Content Blocker er det blevet lettere at blokere uønsket indhold på websider (f.eks. bannere og billeder) ved at højreklikke en enkelt gang og vælge Block Content i menuen.
Opera er berømt for sine faneblade, og med den nye version er det blevet lidt lettere at få et overblik over indholdet på de forskellige sider. Hvis man holder musemarkøren over fanen vises et lille preview-billede med websidens indhold.
Opera 9 bruger et nyt filformat til lagring af e-mail. Det er fortsat muligt at læse den post der er gemt med de gamle versioner af Opera 9, men man kan ikke skifte fra Opera 9 til en tidligere version uden at miste sine mails.