Mange har i de senere år talt om Steve Jobs og dennes helbred, især i forbindelse med at Jobs fik konstateret kræft for nogle år tilbage.
Men Bloomberg tager nu føretrøjen i sygdomssnak omkring Jobs' person, for de publicerede forleden en 17 sider lang nekrolog over Steve Jobs.
I nekrologen der kan ses her, kan man læse en masse om Jobs' liv og se hvem Bloomberg har tænkt sig at ringe til når Jobs dør. Ifølge Bloomberg er det blandt andre Steve Wozniak, medstifter af Apple og en eks-kæreste ved navn Heidi Roizen, der kender en hel del til Silicon Valley.
At nekrologen overhovedet blev publiceret skyldes en fejl i forbindelse med en intern opdatering af nekrologen, som altså førte til at den blev publiceret. Det har Bloombergs to redaktører Joe Winski og Cesca Antonelli fortalt efterfølgende i en pressemeddelelse.
Det er normalt i branchen, at have næsten færdiglavede nekrologer på en række personer klar til publikation. Det unormale ligger i at publicere dem før folk er døde, og det er Jobs heldigvis ikke.