Så er der endnu en formatkrig under opsejling.
På udviklerkonferencen Google I/O i går offentliggjorde Google WebM-projektet.
Et forsøg på at skabe en åben og gratis videostandard på nettet.
WebM-projektet er en direkte udfordring til det fremadstormende H.264.
H.264 fremhæves af mange som det pt. teknisk bedste, men konsortiet bag H.264, MPEG LA, har tidligere sagt, at der kan blive tale om at kræve royalties for brugen af codec’et i fremtiden. Det har skabt en efterspørgsel efter et reelt åbent format.
WebM benytter sig af velkendte teknologier som lydcodec’et Vorbis, container-formatet Matroska (.mkv .mka og .mks) og video-formatet VP8, som Google i øjeblikket ejer.
Google fik ejerskab over VP8 sidste år med opkøbet af firmaet On2. Og når Google opkøber firmaer og teknologier, så ender de i sidste ende ofte med at blive tilbudt gratis til masserne. Det er nu også tilfældet med VP8.
Google vil gøre sit for at promovere WebM-projektet. Det bliver derfor muligt at se YouTube-videoer via WebM. Desuden har Google fået både Mozilla og Opera til at deltage i WebM-projektet. Snart vil der både være understøttelse i både Opera, Firefox og Chrome. Også vigtige spillere som Sorensen, ARM, Nvidia, Qualcomm og AMD er med.
Det bliver nu interessant at høre Apples syn på WebM. På det seneste har Apple offentligt kæmpet en formatkrig mod Adobes Flash. Apples begrundelse for at fravælge Flash er netop, at det er en lukket standard.
Google I/O varer to dage. Der sendes live fra konferencens sidste dag på YouTube senere i dag. En oversigt over hele programmet ligger her.