Det offentlige kan høste besparelser på milliarder af kroner ved at blive bedre til at styre sine it-afdelinger. Det mener foreningen Dansk IT, som efterlyser en ny national model for it-governance i et nyt debatoplæg.
»I forbindelse med strukturreformen skal det offentlige bruge op i mod 3 - 5 mia. kr. i alt til it, så der er al mulig grund til nu at tage et stort skridt i retning af at få set på, hvordan vi får mest muligt effektiv digital forvaltning for pengene,« siger afdelingschef Jacob Primault i Dansk IT.
Foreningen konstaterer at en bedre organisering af it i stat, amter og kommuner kan føre til gevinster i milliard-klassen - uden forringelser af kvaliteten.
I debatoplægget henviser Dansk IT blandt andet til Udenrigsministeriet, som har sparet 60 millioner kroner på at konsolidere it-driften.
»Med dette debatoplæg kommer Dansk IT med sit bud på, hvordan vi kan høste de betydelige gevinster, der ligger i en ny it-governancemodel. Vi foreslår bl.a. at der opbygges stærkere it-strategiske enheder med betydelig beslutningskraft inden for det vi kalder domænefællesskaber som f.eks. sundhedsområdet og beskæftigelsesområdet,« siger Ejvind Jørgensen, formand for Dansk IT's Task Force for it i den offentlige sektor.