Lige siden september 2007 har danske udbydere af internet og telefoni været forpligtet til at registrere og gemme en række oplysninger om den trafik, der foregår gennem deres net. Det er en konsekvens af logningsbekendtgørelsen, der blev vedtaget som en del af terrorpakken med stemmerne fra regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
Men nu sætter Socialdemokraternes tidl. it-ordfører Magnus Heunicke spørgsmålstegn ved, om overvågningen reelt er nødvendig.
»Jeg mener, det bør undersøges, om det har en effekt. Det, vil jeg stille forslag til justitsministeren om, bliver gjort. En anden del af terrorloven er ved at blive ændret i Folketinget, hvor man fjerner administrative udvisninger, så folk har rettergang og advokat, og det samme burde ske inden for logning og it-lovgivningen. Nu er der gået et stykke tid med loven, så nu bør man evaluere, om det var nødvendigt,« siger Magnus Heunicke i et interview med Prosabladet.
Han tilføjer at overvågning skal være godt begrundet, kun foregå på offentlige steder, og der skal være stor sikkerhed for, at det ikke bliver misbrugt af de offentlige myndigheder. Og disse krav er ikke opfyldt i dag.
»Logningen foregår ikke på offentlige steder. Da det blev fremlagt, var det ordentligt begrundet, men nu mener jeg, at der er brug for en grundig evaluering. Det er meget vigtigt, når det drejer sig om så væsentlige indgreb i den personlige frihed, som vi snakker om her,« siger Magnus Heunicke til Prosabladet.
Hvis evalueringen viser, at overvågningen er for vidtgående og for nem at finde smuthuller i, bør lovgivningen ændres, mener han.