Softwarefirmaet Real, der nok er mest kendt for sin RealPlayer, blev sidste efterår tvunget til at trække sit dvd-kopieringsprogram RealDVD tilbage. Det amerikanske filmforbund MPAA og flere af de store Hollywood-filmselskaber som Paramount, Universal og Warner Bros. har sagsøgt Real, fordi RealDVD angiveligt bliver brugt til at omgå dvd-kopibeskyttelsen.
Filmselskaberne mener, at Real har overtrådt den amerikanske Digital Millennium Copyright Act (DMCA). Nu kører sagen ved en domstol i San Francisco, hvor RealNetworks's direktør Rob Glaser tirsdag kunne afsløre at firmaet udvikler en hardware-boks med kodenavnet Facet, der kan bruges til at kopiere dvd-film - og dermed minder om RealDVD.
Glaser mener at der er et behov for produkter som Facet for at hjælpe forbrugerne med at styre deres dvd-samlinger. I stedet for at lede efter filmen i reolen og lægge skiven i afspilleren, kan man lægge hele sin filmsamling ind på harddisken én gang og derefter vælge dem fra menuen, ligesom man vælger musik på sin iPod.
I retten kunne Glaser demonstrere, hvordan Facet automatisk henter en kort tekst om filmen og et billede af dvd'ens cover. Hvis man afbryder afspilningen af en film, kan boksen selv sørge for at starte fra samme sted næste gang.
Men filmselskaberne fastholder, at forbrugerne ikke har lov til at fremstille en digital kopi af en film de allerede har købt. De frygter, at RealDVD og Facet kan misbruges til ulovlig piratkopiering.
Glaser mener dog, at Facet har en effektiv beskyttelse mod piratkopiering - de gemte film kan kun afspilles på denne maskine - men det løser ikke problemet med, at man kunne gemme kopier af lejefilm eller film lånt fra vennerne.
Det ville altså være muligt at opbygge et gigantisk filmbibliotek udelukkende ved at leje eller låne film og så kopiere dem over på disken uden nogensinde at købe én eneste film. Og det har fået Hollywood på barrikaderne.
Facet er langt fra det eneste produkt, der kan gemme dine dvd'er på harddisken. Kaleidescape har et lignende produkt, som dog koster 10.000 dollar. Glaser fortæller at Kaleidescape har leveret inspiration til Facet, der skal være en billigere erstatning for den normale dvd-afspiller.
Danske B&O har også et produkt i den dyre prisklasse, som gemmer alle dine film på en central harddisk.
Og Kaleidescape har faktisk vundet en retssag om, hvorvidt deres afspiller krænker copyright-reglerne, fordi der ikke er noget krav om, at det fysiske medie skal ligge i afspilleren når filmen afspilles.
RealNetworks mener at filmselskaberne blot forsøger at beskytte deres forretning, hvor de forsøger at få forbrugerne til at betale ekstra for digitale kopier af film som de allerede har købt på dvd.
Glaser forsøger derfor at få retten til at ophæve det fogedforbud mod RealDVD, som blev udstedt sidste år. Men denne uges præsentation viste også, at Facet er et langt vigtigere produkt for RealNetworks end RealDVD.
For Glaser mener at Facet kan blive fremtidens dvd-afspiller. En afspiller, hvor man kun behøver lægge dvd-skiven i én gang, hvorefter filmen automatisk lagres på den indbyggede harddisk og ligger klar til afspilning med et klik. På længere sigt forsvinder behovet for fysiske medier helt, når filmen kan trækkes direkte ned fra nettet.