I går åbnede den årlige Oracleworld-konference. 20.000 mennesker forventes at deltage i begivenhed, som finder sted i San Francisco - heriblandt partnere, kunder, presse, analytikere og ansatte.
Hovedtalen holdes selvfølgelig af topchef Larry Ellison.
Men Oracle har linet en lang række topchefer op. CEO'er fra Intel, HP, Sun og Dell vil alle fortælle om deres syn på branchens muligheder og på Oracle. Derved bliver Oracleworld også et mødested for store dele af industrien.
Men når det gælder spørgsmålet om Oracles forsøg på at overtage Peoplesoft, vil der ikke blive givet nogen svar før onsdag under et pressemøde med Chuck Phillips, executive vice president.
Det helt store samtaleemnne, mener Oracle, bør være ideen om »The Grid« samt lanceringen af Oracles nye database og applikationsserver, 10G.
The Grid er en videreudvikling af RAC, Real Application Clusters. Filosofien er, at man samler en række standard-computere og bruger deres samlede computerkraft til for eksempel at køre store databaser og hjemmesider, der kan håndtere mange tusinde besøgende på en gang.