Microsoft afviser nu Googles anklager om at firmaet har kopieret søgeresultater til sin Bing-tjeneste fra konkurrentens søgemaskine. Samtidig anklager Microsoft Google for selv at have kopieret fra Bing.
I december har Google gennemført et forsøg hvor man manipulerede resultaterne for en række meningsløse søgeforespørgsler som ”mbzrxpgjys”. Efter to uger viste Bing de samme resultater når man søgte efter f.eks. ”mbzrxpgjys” og ”hiybbprqag” som Google.
Google mener at det er bevis på, at Microsoft bruger Internet Explorer og Bing-toolbar til at samle informationer om søgeforespørgsler og de resultater, som brugerne klikker på, og herefter sender disse informationer videre til Microsoft, som så bruger dem til at optimere sin søge-algoritme. Google betegner det som snyd.
Men Microsoft afviser alle anklagerne og skyder tilbage mod Google.
”Vi kopierer ikke søgeresultater fra nogen af vores konkurrenter. Punktum,” skriver Yusuf Mehdi, der er ansvarlig for Microsofts online-division, i denne blog.
Han bekræfter at Microsoft samler klikdata for at optimere sine algoritme, men tilføjer at dette er en helt almindelig og kendt praksis. Samtidig skriver han at Google har forsøgt at manipulere Bings søgeresultater med kliksvindel.
”Det er den samme type angreb, som spammere bruger til at snyde forbrugere og skabe falske søgeresultater. Hvad har de bevist med denne kliksvindel? Intet som ikke allerede er kendt i branchen,” skriver Mehdi.
Men han nøjes ikke med at afvise Googles påstande om Microsofts tyveri af søgeresultater. Han hævder også, at Google faktisk har kopieret flere ideer fra Bing.
Mehdi nævner blandt andet det daglige baggrundsbillede, den uendelige scroll-funktion i billedsøgning, de visuelle søgefunktioner og partnerskabet med Facebook og Twitter.
Bing har efterhånden udviklet sig til en alvorlig konkurrent til Google, hævder Microsoft – og derfor reagerer Google nu med sine påstande om tyveri af søgeresultater.
I et interview med avisen USA Today gentager Bing-chef Stefan Weitz påstanden om, at Google har forsøgt at manipulere Bing-søgemaskinen. Google har allerede svaret og holder fast i sine oprindelige påstande. Krigen på ord ser dermed ud til at fortsætte.