Nu lover Kina, at man ikke vil bruge eksporten af sjældne metaller til elektronik-branchen som et politisk pressionsmiddel. Samtidig lægger den amerikanske regering pres på Kina for at sikre, at de sjældne metaller ikke bliver en brik i det diplomatiske spil. Det melder Associated Press.
”Kina vil ikke bruge sjældne metaller som et forhandlingsværktøj. Vi vil hellere samarbejde med andre lande om brug af sjældne metaller til gavn for alle parter,” sagde en talsmand for det kinesiske informations-ministerium i denne uge på en pressekonference.
Senest har Kina angiveligt begrænset eksporten af sjældne metaller som lithium til Japan efter en strid om tilbageholdelsen af en kinesisk fiskerbåd i japanske farvande. Det kan skabe store problemer for den japanske bil- og elektronik-industri, der er meget afhængig af importen af råstofferne fra Kina.
Der er frygt for, at kineserne vil bruge lithium-eksporten til at presse lande, der f.eks. kritiserer regimets manglende respekt for menneskerettigheder.
Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton mødtes onsdag med sin japanske kollega i Honolulu, og hun opfordrede kineserne til at sørge for, at eksporten fortsætter uden hindringer.
Størstedelen af verdens produktion af sjældne metaller til alt fra mobiltelefoner til bærbare computere sker i Kina. Det menes, at 30 procent af verdens forekomster af sjældne metaller findes i Kina, men landet sidder nu på 97 pct. af produktionen.
I USA, Canada og Australien er der også store forekomster af de sjældne metaller, men de kinesiske priser er så lave at det ikke kan betale sig for andre lande at udvinde metallerne. Det kan ændre sig, hvis kineserne nu begrænser eksporten.
”Dette har været en påmindelse om, hvad der kan ske når man så afhængig af én kilde,” sagde Hillary Clinton onsdag.
Japan har brug for 32.000 tons af de sjældne metaller i år, og det ser ud til, at landet kommer til at mangle 10.000 tons.
Kineserne har officielt meldt ud, at man vil begrænse eksporten af sjældne metaller med 30 pct., men begrunder det med miljøhensyn.
Mangel på råstoffer til elektronik-produktion kan blive et stort problem i de kommende år. Mange af de mest værdifulde sjældne metaller ligger gemt i øde afkroge af verden, og de kan hurtigt blive en politisk kastebold.
Forleden har Bolivia meldt ud, at man vil opbygge sin egen produktion af lithium-batterier i stedet for at eksportere de enorme forekomster af metallet i verdens største saltsø, Salar de Uyuni.