Den svenske onlineforhandler Sekvencia lever ikke op til prisportalen Edbpriser.dks regler. Kunder, der vælger at handle hos Sekvencia, skal forudbetale købesummen til en svensk bankkonto, når de handler med onlinebutikken uden mulighed for kortbetaling. Og det er ikke godt nok for edbpriser, der kræver at Sekvencia følger samme spilleregler, som alle andre butikker, der annoncerer på portalen.
»Man skal tage imod betalingskort, så forbrugeren kan være beskyttet,« forklarer afdelingschef i Aller, Thomas Hvalsø Hansen, der er ansvarlig for edbpriser.dk.
Da den svenske forhandler ikke kunne leve op til de danske krav, blev den bedt om at forlade prisportalen, indtil den kunne leve op til kravene, forklarer Thomas Hvalsø Hansen.
Sekvencia lagde i november 2009 størstedelen af sit 60.000 varenumre store katalog ind på prisportalen, samtidig med at Sekvencia-direktør Hussein Amouri præsenterede planer for én dansk medarbejder og en afhentningsbutik i Storkøbenhavn.